LaMarmotte_2014

SPONSORER:

NYHEDER FRA FELTET.DK

Beretning fra ACMs kvindlige la Marmotte-debutant 2014, Heidi Thegen


Året er 2013, vi skriver juli måned og familien Thegen er på camping á la rencontre du soleil, ved foden af Alpe d,huez. Det er meget tidligt om morgenen og jeg har lige sendt de 3 T-bones af sted med fyldte maver til dagens udfordring la Marmotte 2013.

 

Mange kommentarer og lystfiskerhistorier er fløjet gennem luften til familiens julefrokoster om hvor hårdt dette løb er og om ikke snart det var min tur til at deltage i dette løb, og jeg må sige at denne morgen står jeg med følelsen af at bare det var mig, det gad jeg godt prøve ☺

 

Jeg er dog en person af mange undskyldninger og som dagen skred frem, kunne jeg ikke finde på flere undskyldninger, end den, at børnene ikke var store nok til at være alene på campingpladsen sådan en hel dag. Ingen problem kom det fra familien Byrialsen, dem skal vi nok se efter og vupti, ikke flere brugbare undskyldninger.

 

November 2013 dukkede op og dermed også åbningen af tilmeldingen til la Marmotte 2014. Jeg gjorde et sidste forsøg på at undvige, om ikke jeg kunne nøjes med mini Marmotte (76 km med start i Valloire) men nej, der tikkede en mail ind med besked om, at jeg nu var tilmeldt la Marmotte 2014, selv lægeerklæringen blev stemplet godkendt.

 

Min forberedelse til turen havde jeg dog påbegyndt længe før denne dato for tilmelding, for jeg havde jo besluttet at prøve.

 

Men hvordan griber man så denne tur og træning an? Jeg søgte lidt på nettet, læste om og talte med andre der havde prøvet turen.

 

Men det er ikke som når man beslutter sig for at ville løbe 10 km, 1/2 eller hel maraton, der vrimler nettet og boghylderne med gode råd og træningsprogrammer, det findes der ikke lige helt tilsvarende til cykling. Så jeg måtte selv lave en plan.

 

Jeg cyklede selvfølgelig på racer til sæsonen gik på hæld, så tog MTBén over det den nu kunne overtales til, dertil et par dage om ugen, cykelturen til og fra arbejde (17 km pr dag).

 

Foråret kom og så cyklede jeg ellers løs på racer igen. Det blev til 3500 km på raceren fra marts 2014 og til løbsdagen den 5. juli.

Dertil suppleret med løb når tid og vejr ikke var med en.

 

Ved siden af dette var jeg begyndt at gå til crossfit og ski & bike 1-2 gange om ugen. Dette for, at styrke hele kroppen især ryg, nakke og skuldre. Men det er så sandelig også god styrke træning for benene til de seje bakker. Jeg er rigtig glad for at have suppleret med dette og det kan varmt anbefales.

 

Jeg havde prøvet at cykle Alpe d´huez og Glandon så jeg vidste godt hvad der ventede.

 

Jeg havde fået prøvet nogle teknikker af både fysisk og psykisk på træningsturen til Harzen, men alligevel er man noget nervøs. Ikke mindre blev det, da jeg kom til at se på startlisten og fra tidligere år, at der faktisk kun er tilmeldt 300 kvinder ud af 7.000 deltagere, mon det nu var så fornuftigt at forsøge at køre denne mandsdominerede distance????

 

Ja’ da det er det! kan jeg jo sige nu☺

 

Dagen oprandt, det er nu det skal prøves, jeg har fået tildelt nr 991 faktisk i den næst tidligste start gruppe kl. 7.15 Min plan er at jeg vil køre turen alene. Kristian havde tilbudt at følges med mig, men jeg er af den overbevisning, at det er bedst at finde sin egen rytme. Kristian og Henrik havde før kørt ved min side op af Glandon og jeg så et smil i Kristians ansigt da jeg meddelte denne beslutning.

Pyha ingen skældud i dag – og da der jo var 7000 tilmeldt, kommer man jo ikke til at føle sig helt ensom. Det er hverken sjovt for den der skal forsøge at hænge på eller den der skal vente og man har sikkert heller ikke krise samme tid undervejs. Bemærkningen ”kom nu” havde jeg ikke lige brug for den dag.

 

Vi stod op i god tid, for ikke at starte stresset ud, forsøgte at spise men det var ikke sååå nemt at få noget ned, sommerfuglene fyldte lidt meget, men det lykkedes dog.

 

Vejret er perfekt til dagen, det har ellers ikke skortet på godt vejr i området ugen inden. Fint med sol og lidt skyer.

 

Kristian, Henrik og Finn blev sendt af sted, de ville gerne frem i bussen

Leif, Niels, H.C og jeg fulgtes lidt senere til start.

 

Ivan og Stig kunne sove lidt længere de skulle først i ilden kl. ca. 8.

 

10,9,8,,,,,,,,,,,,,,BUM starten er gået op på cyklen og af sted ud gennem Bourg dóisans.

 

De først 15 km er flade ingen sag synes man, det skulle så lige være den tåbe der stoppede midt på en bro og en lidt smal passage for at stå og lappe sin cykel hvilket jo selvfølgelig resulterede i flere styrt.

 

Nå, videre gik det ud til en dæmning, hvor der er en lille opstigning. Her mødte jeg en der allerede var i vanskeligheder, en mand noget kraftig af bygning der allerede her, før første bjerg var begyndt, slingrede på sin cykel og prustede overdrevent meget, min tanke var, at der er da andre end mig der kommer til at lide.

 

Glandon begynder sin opstigning og jeg tramper fint derud af alt er ok, min teknik/taktik virker og jeg har det rigtig fint, selv om der flere gange allerede nu er afprøvet det absolut laveste gear på cyklen.

 

Der lægges mærke til endnu en rytter, man tror det næsten ikke men denne mand cykler her på vej op af Glandon med i la Marmotte, ikke sært, men manden har kun 1 ben og den ene hånd mangler også, så den ene arm er spændt fast på styret. Hatten af for den præstation.

 

Min taktik her på toppen af Glandon er at jeg ikke vil holde pause, jeg har spist noget af det jeg havde med i lommerne og drukket 2 flasker på vej op, så jeg skynder mig bare at fylde en flaske med vand iføre mig jakke og så ellers køre stille og roligt ned af, tiden ned fra Glandon er nemlig sat i stå grundet nogle alvorlige ulykker tidligere år.

 

Jeg var sikker på at de andre fra ACM for længst var kommet over her, men her på toppen dukkede Niels pludselig op og skulle også til og i gang med nedkørslen, ups har jeg kørt for stærkt op her, brænder jeg ud om lidt?

 

Nedkørslen går også rigtig fint det er jo faktisk dem jeg har frygtet mest, da det absolut ikke er min stærke side.

 

Der kommer herefter en flad strækning igen og jeg kommer med et tog tværs over, det går dog lige flot nok og jeg bestemmer mig for at hoppe på et andet tog som vi passerer, det passer vist bedre min kompetence.

 

Her møder jeg så igen Niels i følgeskab med Leif, rygtet fortæller at de havde fundet nogle gode kager og hvad der har været i dem vides ikke, for herefter ser jeg ikke mere til dem og af deres tider fremgår det at de har øget tempoet væsentlig herefter, så opskriften på disse ”kager” modtages da gerne.

 

Vi ankommer til opstigningen af Telegraph, jeg har drukket alt mit vand, så jeg holder ind ved en vandpost og får fyldt drikkedunkene så jeg har til turen op  til det store depot ved Valloire. Hele denne strækning som nok er den mest drænende er 34 km til toppen af Galibier, op op op går det og med en lille nedkørsel fra Telegraph til Valloire.

 

Det går stadig efter planen og jeg er stadig ved godt mod. Dog med den undtagelse at der på denne strækning ca 5 km er raspet asfalt af, så men en overgang tror det er Paris Robaix man har meldt sig til, godt gennemrystet når jeg også over Telegraph og glæder mig nu til det store depot i Valloire dukker op så jeg kan få noget at spise inde turen går mod toppen af Galibier.

 

Jeg køre ned mod Valloire og her får jeg min første lille krise, jeg havde regnet med at depotet var lige nede i byen for enden af bakken, meeen det var så lige ca. 3 km efter og lidt op af bakke igen mod Galibier, krisen bestod i en forvirring om jeg havde overset depotet og kørt forbi og da jeg ikke havde mere væske eller mad, besluttede jeg mig for at vende om, men kom dog hurtig til fornuft og fik spurgt nogen til råds.

 

Jeg kom ud til depotet og fik fyldt op af mad og drikke og holdt en god pause inden det skulle gå løs på Galibier.

 

Sæt i gang, starten mod toppen af Galibier er begyndt op til 2630 m

Jeg kunne nu rigtig mærke trætheden komme og der var langt til toppen, jeg var klar over at det nu var den psykologiske taktik der skulle til at tage over, dele turen op i små bidder sætte små mål op af.

 

Den var dræbende lang og jeg havde jo fået at vide at den sidste km var den værste så der skulle gemmes lidt, men alt føltes brugt og jeg måtte holde nogle små stop undervejs, det hjalp ☺

 

Jeg kommer ikke op,

- jo jeg gør,

- nej,

- jo men du gennemfører ikke,-  okay, så skal du bare op og så går det jo ned indtil du kommer til campingpladsen.

- JA ny plan,

- det var okay, synes alligevel jeg havde gjort det godt.

 

2 min pause inden den sidste km over Galibier og en hyggesnak med begejstrede hujende tilskuere der kom med masser af skuldreklap, sådan havde det faktisk været under hele turen og nok også ekstra begejstring fordi man gør dette som kvinde.

 

PÅ cyklen igen og jeg smuttede let og elegant over toppen, for nu var jeg jo i mit mål.

 

Så kom mødet med min gode veninde Louise, hun arrangerer denne tur for Dancycling og står hvert år depot post på Galibier. Hun var mega glad for at se, at jeg var nået her til. Jeg havde fået lusket noget energidrik og mad med i hendes bil, det fik jeg indtaget og en god lang pause.

 

Det var lige det jeg havde brug for, jeg begyndte nedkørslen som er ca 50 km til foden af Alpe og jeg kørte igen stille ned og fik bearbejdet mig selv til, at jeg da i det mindste kunne gøre forsøget på at kravle op af Alpen.

 

Okay det gør jeg så!

 

Ankommer til foden af Alpen og her står turens mest fantastiske heppekor. Familierne til de lidende ACM ryttere har taget plads lige før det går løs på sidste stigning, og her blev der tilbudt et overflødighedshorn af alt muligt fra vand til kemi. Tak for det, det var skønt med jeres opbakning.

 

Sidste stigning bliver udfordret og inden jeg når første sving kommer Henrik imod mig han har været oppe og vende, lige om lidt venter der ham et dejligt bad og en kold øl, det er bare så skønt at vide at jeg så nu kun mangler 13,5 km ☹.

 

Det går egentlig bedre end forventet og jeg har lavet den taktik at jeg vil holde ca 1 min pause i hvert 4-5 sving (der er jo 21 af slagsen). Ved sving 12 kommunikere jeg med Kristian han vil vente der oppe. Så var der jo ikke noget at gøre jeg måtte op.

 

Igen var der fantastiske tilskuere op af ruten der kom med opmuntrende bemærkninger og gjorde viljen til at gennemføre stærkere. Min taktik med pausen i hvert 4-5 sving virkede godt og dertil kom at jeg faktisk mellem disse sving mødte først Niles så Leif og H.C. der efter som de var kommet i mål nu var på vej ned, deres go for it, betød meget på dette tidspunkt.

 

Endelig var der kun 1 sving og 2 km tilbage, sidste pause og nu var målstregen inden for min synsvinkel, jeg havde gjort det – gennemført la Marmotte 2014 i tiden 9.43, som jeg er mere end stolt af.

 

Jeg blev spurgt samme aften om jeg skulle prøve igen? NEJ!

Men efter at have sovet på det kunne det da godt tænkes at jeg kunne findes på deltagerlisten en anden gang. Det var en kæmpe oplevelse at deltage og ikke mindst den flotte storslåede natur man kommer igennem.

 

Desuden var det sociale med Hele ACM deltagerne og deres familier med til at gøre turen suveræn.

 

 

Deltagere i la Marmotte fra ACM

 

Claus Omann Jensen 6.50

Henrik Thegen 7.17

Leif Byrialsen 7.42

Niels Christian Laustsen 8.03

Kristian Thegen 8.09

Finn Jakobsen 8.18

Stig Jensen 8.21

H.C. Sidelmann 9.07

Heidi Thegen 9.43

Ivan Bährentz 9.49