Klubmesterskab 2013

SPONSORER:

LINKS

NYHEDER FRA FELTET.DK

Klubmesterskab 2013


Søndag den 6. oktober havde 22 af klubbens medlemmer sat hinanden stævne for at få afgjort klubmesterskaberne på landevej. En meget ambitiøs løbsarrangør Jacob Søholm havde til lejligheden designet en hård ca. fire kilometer kuperet rundstrækning i Assentoft og nærmeste omegn, som ifølge flere kommentatorer havde nogenlunde samme sværhedsgrad som årets VM-rute i Toscana.


Allerede fra tidlig morgen var der stor aktivitet i startområdet ved Fjorddalen. Løbsarrangøren og hans stab af frivillige hjælpere fik på overraskende kort tid forvandlet en bar mark til et levende cykelområde med start/målstreg, indskrivningstelt, forplejningszone, p-pladser og hvad der ellers hører sådan et løb til.


Omkring kl. 9 begyndte de spændte og forventningsfulde ryttere at dukke op og efter at udstyret var kontrolleret og godkendt begav de fleste sig ud på en opvarmningsrunde.


Første disciplin der skulle dystes i var enkeltstart. Den krævende rute fra linjeløbet skulle gennemkøres en gang i kampen mod uret. Kort tid før første mand skulle sendes afsted manglede vi fortsat at se forhåndsfavoritten Anders Jensen. Et opkald til hans team afslørede at han blot havde valgt at forberede sig optimalt hjemme i holdbussen, hvor han var tæt på sanitære faciliteter og kunne varme uforstyret op på »ruller«.


Med den del på på plads kunne løjerne starte. Første mand der blev sendt afsted - og dermed manden alle andre skulle slå - var Alex Madsen. Efter han var kørt ned af ramben blev de øvrige ryttere sendt afsted med 30 sekunders mellemrum. Inden sidste mand havde forladt startområdet, havde vi Alex i mål igen i tiden 7.40. En god tid der holdt lige indtil løbsarrangør Jacob Søholm kom i mål i hidtil bedste tid på 7.34. Efter at have ført enkeltstarten i et par minutter måtte Jacob dog se sig fortrængt af Henrik Thegen der blæste i mål i tiden 7.07. En virkelig god tid som umiddelbart så ud til at være en podieplads værdig. Spørgsmålet var så, om det var nok til at holde den vilde ungdom aka »Anders fra Randers« bag sig.


At Anders tog enkeltstarten ganske seriøst havde vi få et vink om allerede i optakten til løbet - og da han så dukkede op iført tætsiddende fantomdragt, aerodynamisk enkeltstarthjelm og pladehjul var der ingen tvivl tilbage; Anders var kommet for at vinde. Vores lokal Tony Martin undgik materielle problemer undervejs og blæste i mål i fantomtiden 6.19. Rytterne der startede efter Anders kom ikke i nærheden af hans tid - og heller ikke Henriks tid kunne de true. Tættest på kom Thomas Tanggaard, der med en tid på 7.14 kørte sig ind på tredjepladsen i enkeltstarten.


Da sidste mand var kommet i mål var det tydeligt at de fleste havde givet alt hvad de havde i sig. Målområdet genlød af det ene lange host efter den andet og indtil flere rytteres ansigter var skræmmende røde. Som tilskuer kunne man godt frygte for deltagernes helbred, men efter en lille halv times pause med optankning af væske og energi var vores seje kombetanter klar igen.


Næste disciplin der skulle dystes i var linjeløbet, hvor der skulle køres i to klasser. Den brutale rundstrækning skulle for A-rækkens vedkommende køres otte gange mens B-rækken kunne »nøjes« med seks omgange.


Første hold der blev sendt afsted var 10 friske A-rytterne og et par minutter senere kørte 11 mindst lige så friske B-ryttere ud på ruten. Da der undervejs i løbet var problemer med at modtage tv-signal både fra helikopter og motorcykler, har det resulteret i at referatet formentlig ikke er helt dækkende, men blot et udtryk for hvordan undertegnede oplevede det fra skiftende placering på ruten.

For ikke at forvirre læserne for meget har jeg valgt at beskrive de to rækker hver for sig.


B-rækken

Da rytterne i B-rækken passerede målområdet første omgang var det med et stort set samlet felt - kun Christian Jailett var blevet hægtet af gruppen. Næste omgang betød det forcerede tempo at også Preben Munk måtte opgive at hænge på og han blev efterladt bag feltet. Jeg har ikke tidligere oplevet at man i cykelløb kan »spille med udskifter« men det var tilsyneladende hvad der skete på løbets tredje omgang. Ihvertfald kom Kristian Als pludselig »på banen« hvorefter Preben Munk valgt at sætte sig på bænken.


De følgende omgange var der trods tempoet stilstand i feltet. Det var tydeligt at ingen turde blotte sig med et udbrud og det var derfor en afventende flok der kørte ud på sidste omgang. Her var det Lars Henning der som den første satte gang i løbet ved at forsøge at komme væk. Efter lidt uenighed i feltet om hvem der skulle lukke hullet op til udbryderen, endte det med at Leif og Niels (efter hvad de selv siger) måtte bruge en masse kræfter på at samle feltet. I gruppen sad der nogle stykker der lukrerede på dette arbejdsraseri, og da en næsten samlet gruppe ramte bunden af Dybdalsvej for sidste gang, skød overraskelsen Stig Jensen frem fra sin plads og kørte en lang spurt. Ingen af de øvrige ryttere havde overskud til at lukke hullet, og Stig kunne trille over stregen som klar vinder af B-rækken foran Leif og Niels. At der efterfølgende blev klaget over at vinderen IKKE havde stillet op til morgenens enkeltstart og dermed sparet på kræfterne skal ikke kommenteres yderligere her.


A-rækken

Med Anders Jensen suveræne sejr i enkeltstarten i frisk erindring, må man sige at han også var forhåndsfavorit til at tage sig af guldet i linjeløbet. Der skulle da heller ikke køres andet end godt 200 meter fra startstregen før Anders prøvede at komme afsted i »dagens udbrud«. Undervejs på første omgang fik han selskab af Thomas Tanggaard og da målstregen blev placeret første omgang havde de to et hul på ca. 10 sekunder til feltet. Desværre havde Bo Andreassen en punktering på første omgang og den skulle vise sig at være ganske kostbare. Efter et par omganges solokørsel valgte han at udgå, da udsigten til at komme tilbage i det stærke felt var forduftet.


Da feltet ramte bunden af Dybdals vej på slutningen af anden omgang var Anders og Tanggaard tilbage i feltet og i stedet var det Lars Bundgaard der nu forsøgte at komme alene afsted. Desværre for Spartacus fra Sanglærkevej havde han ikke held til at øge afstanden og da feltet kom forbi målstregen på tredje omgang var det - som forventet - Anders der havde sagt farvel til resten af flokken. På de efterfølgende omgange øgede Anders føringen og efterhånden blev det tydeligt at mesterskabet var sikret, hvis han kunne undgå uheld. Fokus blev derfor flyttet til feltet, hvor en gruppe på tre mand (Kristian Thegen, Lars Bundgaard og Claus Steenberg) hang et stykke efter feltet. Via en fantastisk fightervilje lykkedes det Kristian at efterlade de to andre og kæmpe sig tilbage til hovedfeltet, hvor han sad da rytterne tog hul på sidste omgang.


Efter otte hårde omgange kørte Anders solo i mål som suveræn vinder af A-klassen. Nu var der bare tilbage at se hvem der skulle tage sig af de sekundære placering og efter et flot opløb, måtte skolelæreren fra Romalt se sig henvist til tredjepladsen af Jacob Søholm, der på hjemmebane sejrede med 10 cm.


Efter at alle rytterne var kommet i mål, var der fantastisk forplejning i målområdet med pølser, øl og sodavand - og efterfølgende var der medaljer og diplomer til dagens vindere - eller rettere vinder, for det var kun Anders der fik sine to diplomer. Vinderen af B-klassen Stig Jensen havde grundet meget sen tilmelding (onde tunger vil sige at han højdetrænede i Mexico) nemlig ikke fundet vej til den bruttoliste der var lavet diplomer efter. Han fik dog sin medalje og må vente med at få diplomet til afslutningsfesten.


Her i slutningen vil jeg gerne rose Jacob (og alle hans hjælpere) for et superflot arrrangement - og sige tak til XL Vorup for at sponsere løbet og den efterfølgende forplejning.


Og så håber jeg at jeg kan være med næste år som deltager, for det rykkede ærlig talt noget i mig, da jeg så jer på cyklerne.

 


Gode hilsner

Mikkel Johan Krogh



Resultater


Enkeltstart

1. Anders Jensen

2. Henrik Thegen

3. Thomas Tanggaard

4. Stig Helmer

5. Lars Bundgaard

6. Kristian Thegen

7. Jacob Søholm

8. Claus Steenberg

9. Alex Madsen

10. Lars Henning Stadsgaard

11. Bo Andreassen

12. Leif Byrialsen

13. HC Sidelmann

14. Niels Christian Laustsen

15. Heidi Thegen

16. Claus Bech Espensen

17. Peder Jakobsen

18. Uffe Nielsen

19. Preben Munk

20. Christian Jaillet


A-rækken

1. Anders Jensen

2. Jacob Søholm

3. Thomas Tanggaard

4. Alex Madsen

5. Stig Helmer

6. Henrik Thegen

7. Kristian Thegen

8. Lars Bundgaard

9. Claus Steenberg

Udgået: Bo Andreassen


B-rækken

1. Stig Jarl Jensen

2. Leif Byrialsen

3. Niels Christian Laustsen

4. HC Sidelmann

5. Lars Henning Stadsgaard

6. Heidi Thegen

7. Uffe Nielsen

8. Claus Bech Espensen

9. Peder Jakobsen

10. Christian Jaillet

11. Et ukendt placering - og et par omgange efter: Kristian Als

Udgået: Preben Munk


> Husk at se billederne fra mesterskaberne her