Ötztaler Radmarathon 31.8.2008

En beretning fra klubbens udsendte, Henrik, Henning, Thomas, Helle (deler avis med Henrik), Charlotte (lider med Alex i det daglige) og Alex (ref.).



Vi ankom toptrimmet til Sölden fredag den 29. sent eftermiddag og blev indlogeret på Bellaria, som vi varmt kan anbefale. Bellaria ligger centralt i byen og byder på komfort helt i top. Morgenbordet er lidt ud over det sædvanlig og servicen er uovertruffen.

Den centrale beliggenhed gav opholdet en ekstra dimension for Thomas, da der klods op af hotellet var udstillinger af bl.a. Scott og Pinarello. Thomas var som sat i ekstase. Forestil jer når piger kigger på sko og tasker, så kan I se Thomas for jer……det bliver ikke bedre?



Kort fortalt er Ötstaler Radmarathon en led krabat med 4 bjerge: Kühtai 2.020 m., Brenner 1.377 m., Jaufenpass 2.090 m. og Timmelsjoch 2.509 m. De to første bjerge ligger i Østrig og de to sidste i Italien. De to af bjergene vil med stor sandsynlighed kunne klassificeres som værende ”udenfor kategori”. Løbet er på i alt 238 km. og 5500 højdemeter.


Vi kørte fra hotellet k. 6.00 søndag morgen og havde så 45 min. til starten gik. Vi havde nok forventet at komme til at stå lidt længere fremme men kunne konstatere at vi havde hovedparten at feltet foran os. Lidt ærgerligt, men det stod ikke til at ændre.



Strategien var at forsøge at holde sammen og hjælpe hinanden så længe som muligt, hvilket er en pæn udfordring i det terræn og med 4.000 til start. Men det er vores helt klare vurdering, at denne strategi har hjulpet os alle og medvirket i betydelig grad til en fantastisk oplevelse.
6.45 blev løbet skudt af med fuld musik. Supertramp var i højtalerne og spillede ”Take the long way home”.

En helikopter svævede over os og gav indtryk af at vi var deltager i et løb, hvor rammer og setup, er det største nogen af os har oplevet.
Det første stykke er en nedkørsel på ca. 30 km. til Ötz. Vi var blevet advaret om risiko for styrt på dette stykke. Og dette år var ingen undtagelse. Et grimt styrt umiddelbart efter en tunnel stoppede feltet i nogle minutter. Mon ikke de fleste fik en advarsel om at passe lidt på. I Ötz drejer man skarpt til højre og kører direkte ind på Kühtai. Dagen første bjerg har en opkørsel på 19 km. og en max. stigning på 18%. Det var en svær overgang fra den noget kolde nedkørsel, så det var vigtigt hurtigst muligt at finde ind i et fornuftigt tråd og de små gear. Vi fandt hurtigt ud af at vi fint kunne sidde med det felt vi sad i. Pulsen var til tider lidt høj, men vi kom til toppen i samlet flok og kunne køre i depot og få flaskerne fyldt.



På nedkørslen fra Kühtai – som visse steder er meget stejl, blev vi spredt og måtte samle op nede i dalen. Hen mod Brenner var det næsten som at være hjemme i Danmark; det blæste. Godt vi sad i en stor gruppe og kunne sidde på hjul. Thomas har som bekendt ikke behov for at spare så meget på kræfterne ?, så han satte sig bare forrest de første km og fik sat et tempo som fik snakken i gruppen til at forstumme. Men nu kender de så også Thomas fra Assentoft?
Opkørslen til Brenner er ikke svær. Der er ikke de store stigningsprocenter, og vi oplevede faktisk at vi pludselig var på toppen uden de store anstrengelser. Vi havde stadig samling på holdet og kunne køre i depot.



Efter en nedkørsel på 20 km. ramte vi Jaufenpass. Den blev slem. Opkørslen er 15 km. lang og stiger konstant med mellem 10 og 12 % - uden stykker hvor man lige kan komme sig. Jaufenpass minder meget om Telegraph. 2-3 km. før toppen tof stigningen til og blev rigtig led. Det gjorde det ikke bedre, at vi var kommet op hvor der ikke var læ for vinden. Nu begyndte dagens udfordringer at kunne mærkes og ses. Nogen stod næsten stille og andre måtte af cyklerne med krampe. Det er for tidligt at få krise – fra toppen er der 80 km. hjem og dagens ultimative udfordring, Timmelsjoch venter forude.


På toppen af Jaufenpass gik vi i depot igen og forsynede os med væske og frugt. Nedkørslen fra Jaufenpass er ujævn og teknisk krævende. Man skal virkelig passe på, men finder man ind i en rytme, er det lidt fedt.



Ved bunden af Timmelsjoch har man kørt 183 km. Der resterer 55 km. hvoraf opkørslen er på 29 km. Man kommer fra 705 m. højde og skal op i 2.509 m.- altså en forskel på 1.759 m. Et bjerg man skal have respekt for – og tro mig, det havde vi! Vi blev hurtig klar over, at vi måtte ændre lidt på strategien, da det simpelthen var umuligt at følges op af denne knold. Bjerget kommer op i samme højde som Galibier, og minder også en del om dette bjerg – specielt på toppen. 8 km. før toppen er der endnu et depot, som vi valget at køre i, for at fylde en enkelt flaske til den sidste del af turen. Umiddelbart før toppen kører man ind i en relativ lang og mørk tunnel og det er også her man returnere til Østrig. Her har man kørt 212 km. Resten af vejen er, bortset fra en knold på et par km., en nedkørsel til målet i Sölden. Desværre begyndte det at regne og tordne på nedkørslen fra Timmelsjoch. Det gjorde den alt andet en sjov!



Vi kom alle fint i mål, og har – syntes vi selv, præsteret noget ”ud over det sædvanlige”. Vi havde ingen uheld og slap for punkteringer. Det er absolut et løb som kan anbefales. Arrangørerne er dybt professionelle og har 100% styr på tingene. Der sker styrt, men det må være rytternes egen ansvar. Flere steder var ruten helt spærret af for biler og på det kritisk stykker på nedkørslerne, stod officials med flag og advarede.



Depoterne er som der er. Masser af muligheder for at få fyldt flaskerne. Der er frugt og brød af forskellig slags. Men vil man klare sig igennem, skal man selv medbringe energibarer og gel.
Det giver vel sig selv, at løbet favoriserer anorektikere og bliver det mere vanskeligt for høje og ”nogen” gange også tungere ryttere. Det hører jo med når man skal vurdere sin egen præstation i et terræn som er alt andet end dansk, og dermed også svært at forberede sig på. Men som Henning sagde efter løbet, så kunne han da godt tænke sig at invitere en af de der spirrevipper på en cykeltur i rigtig dansk sidevind ?



Tak for din opmærksomhed


Mvh. Henning, Henrik, Thomas og Alex